MyDefence Wingman

Et kort projekt
Fra idé til prototype

MyDefence kom til Ideaal med en kort deadline. Der skulle bruges et designforslag til et nyt produkt som skulle præsenteres på en kommende messe. Hele projektet tog ca 2 uger fra idé til model.

Kompakt drone detektor

Resultatet af den meget hurtige proces, er en lille mobil enhed, som kan advare brugeren, når der er en drone eller lignende i nærheden. Detektoren kan integreres med eksisterende kampsystemer, så eventuelle advarsler bliver sendt direkte til brugerens øresnegl.

Holdbarhed og pålidelighed

Et produkt af denne type skal være diskret og skal indgå i et økosystem bestående af mange forskellige typer af udstyr. Derfor er det valgt at lave produktet med samme udtryk som andet grej indenfor samme anvendelsesområde. Da der er tale om et produkt der potentielt set skal redde menneskeliv er det essentielt at brugeren også gennem designet har en tiltro til at produktet er robust, holdbart og pålideligt.

Scenarietænkning

Netop dette produkt er af en karakter, hvor det kan blive udsat for lidt af hvert. Derfor gik de indledende dage med at tænke brugsscenarier og worst case scenarier igennem, ligesom vi lavede desk research på andre produkter af lignende karakter.

Derfor kom vi frem til det meget robuste design, med inspiration fra militærudstyr, kampuniformer og våbensystemer. Produktet er designet med samme formfaktor som en række magasiner på markedet, der gør at enheden vil passe i de eksisterende uniformsystemer.

Rapid prototyping

Der var en skarp deadline for projektet. En model af produktet skulle med på en sikkerhedsmesse i London, hvor idéen skulle pitches overfor potentielle investorer og kunder.

Og det er bare lettere at tale om et produkt som man har med i hånden, end det er at tale om et produkt der kun findes digitalt. Derfor blev produktet printet på en af vores 3D printere så det kunne komme med på messe.

Videre intern udvikling

MyDefence har efterfølgende selv taget udviklingen videre i deres interne udviklingsafdeling, hvor systemet er blevet tilpasset yderligere ift. specifikationer og kompabilitet med andre antenne og batterisystemer. 

Scroll to Top